4 Faresignaler du som leder bør være opmærksom på
Af Christian Tullberg Poulsen cpo@synergi.dk
Der var en gang en klog mand der sagde til mig at evnen til at reflektere er helt afgørende for at kunne fungere i ledergerningen. Der er naturligvis stor forskel på hvad du reflekterer over og hvor ofte du reflekterer. Men hvis refleksionen går på din måde at lede på – om du har problemer lige nu – kan du jo prøve at se på følgende 4 faresignaler:
Der er så stille nu. Det kunne være en sang, det kan være fordi det er ferietid, men det kan også være fordi der er noget galt. Jeg har mødt ledere af ledere som har været i situationen – de hører intet fra en af afdelingerne – der er radiotavshed. Det kan jo være dejligt med lidt arbejdsro, men her var det et symptom på at medarbejderne var utilfredse og ikke følte at de kunne komme igennem med deres frustrationer på grund af frygt for den nærmeste leder. En måde for toplederen at blive klogere på, om det er tilfældet, er at færdes mere i afdelingen og stille sig til rådighed for eventuelle dialoger med de menige medarbejdere.
Du er hele tiden bagud. I lederjobbet er det naturligt at have travlt, og i perioder også meget travlt. Hvis du arbejder meget, og dine bunker og antallet af ubesvarede mails bliver ved med at vokse kan det være et tegn på at arbejdet er ved at køre af med dig. Får du ikke afholdt de medarbejdersamtaler du godt ved at du bør – eller ligefrem skal, føler du at timerne slet ikke slår til og at du er ved at blive en dårligere version af dig selv? Vejen ud er nok ikke bare at arbejde hårdere og mere. En ide kan være at gennemføre en kort mentaltræning hver dag, og så notere de vigtigste opgaver ned således at du får fokuseret på det vigtigste. Ledergruppeudvikling
Din partner klager. Hvis du altså har en – igen kan der være mange grunde til at din partner er utilfreds, det kan jo være alt fra økonomiske trængsler, over uenighed om fordeling af de praktiske opgaver i hjemmet, til børneopdragelse mm., men der en reel mulighed for at det er frustrationer over hvad du ubevidst tager med hjem fra arbejdet. Lader du arbejdet glide ind over privatlivet i for høj grad, så du ikke overholder de aftaler du har med dig selv/din partner? I bekræftende fald har du måske også udfordringer med grænsesætning og strukturering i din ledergerning og det gør dig i hvert fald ikke til den bedst mulige version af dig selv.
Du har selv fysiske eller psykiske symptomer. Du bør være meget opmærksom på de tegn din egen krop sender dig, lige fra synsforstyrrelser, ubehag, nedsat hukommelse eller en række andre tegn på at du ikke er på toppen. Det kan selvfølgelig være noget andet – men det er i min optik alt sammen signaler om at der er en ubalance i dit liv. Som leder kan man ikke løse alle problemer og opgaver der opstår. Benhård prioritering er et must. Jeg har mødt rigtig mange – og meget dygtige ledere der bare er for ambitiøse/optimistiske med hvad de selv kan magte af store projekter og indsatser. Jeg hører tit om ledere der fokuserer på disse 5, 7, 11, 31 ting. Sandheden er at hvis du har for mange projekter kørende samtidig og du selv skal levere ind i dem, er du ikke fokuseret – så er du diffus – og diffus er der ikke mange der har lyst til at kalde sig selv, selv om det måske er den præcise betegnelse på den nuværende tilstand.
Hvis du kan sige ja til et eller flere af ovennævnte punkter var det måske nu, du skulle reflektere over din ledergerning. Det vi ved, er at de samme vaner og mønstre giver de samme resultater eller mangel på samme. Nogle gange er det bare ret små ting der skal til for at ændre et system der er på vej i ubalance. Det kan være små ændringer, men det kræver vedholdenhed – altså at du bliver ved med den ene nye ændring du har besluttet dig for.